Hvad er holohomøopati?

Holohomøopati
Holohomøopati er udviklet af professor Radko Tichavsky og bygger på tanken om, at alt i naturen hænger sammen – planter, dyr, jord, mikroorganismer og klima. Med indsigt i denne sammenhæng bliver det muligt at vurdere, hvor naturen viser tegn på ubalance, og hvordan den selv forsøger at genoprette den. Naturen kan og vil gerne selv, men vi kan hjælpe den med hurtigere at nå i mål ved at anvende holohomøopati, som kopierer og forstærker naturens egne metoder.
Når man arbejder med holohomøopati i haven, på marken, i plantagen eller i landskabet, styrker man balancen i hele økosystemet. Det skaber sundhed, modstandskraft og langtidsholdbar stabilitet.
Der har tidligere været pionerer, der har anvendt homøopatiske midler og forskellige potenserede blandinger af naturlige produkter med imponerende resultater. Tankegangen er derfor ikke ny, men Dr. Radko Tichavsky har videreudviklet, præciseret og dokumenteret effekten af holohomøopati (HH).
Helhedstænkning
Et centralt princip i holohomøopati er, at alt inden for en enhed hænger sammen. Vi kan kalde en sådan enhed et økosystem – et afgrænset område med indbyrdes sammenhæng. På spansk kaldes en sådan enhed for et holon, og da Radko bor i Mexico, er navnet holohomøopati opstået derfra.
Planter, dyr og mikroorganismer udveksler information via stoffer som sekundære metabolitter (fra planter), semiokemikalier (fra dyr) og organiske forbindelser fra mikroorganismer. Når vi fremstiller holohomøopatiske midler, er det vigtigt at sikre, at ingredienserne har et metabolisk fællesskab med det område, der skal behandles. Nogle planter eller dyr er allelopatiske – det vil sige, at de modarbejder hinanden – så det er vigtigt at udvælge ingredienserne omhyggeligt.
Holohomøopatiske midler fremstilles af planter, jord, mikroorganismer, dyr, insekter, alger, lav, mos osv. – altid noget, der stammer fra naturen i det holon, du arbejder med. Indimellem tilsættes B-vitaminer, svovl, kobbersulfat eller zink til midlerne, men kun hvis det specifikt stimulerer den proces, vi ønsker at understøtte.
Jo mere kompleks en blanding af holohomøopatiske midler, vi giver til et holon, desto større effekt opnår vi – præcis som større biodiversitet giver et mere robust holon. Vi tilstræber en systemisk effekt, der løfter hele holonets styrke og sundhed. Derfor består blandingerne ofte af mere end 10 forskellige ingredienser. Alle midlerne udsprøjtes i en vandig opløsning – altid væk fra UV-stråling, så tidlig morgen eller sen aften er det bedste tidspunkt.
Skræddersyede løsninger
Holohomøopati gør det muligt at fremstille præcise midler, tilpasset den enkelte plante eller det specifikke miljø i et givet holon. Man kan for eksempel støtte planter, der udsættes for UV-stråling, fremme stærkere spirer og rødder, tiltrække bestøvere, øge blomstringen eller forbedre jordens evne til at holde på vand i tørkeperioder. Det er også muligt at behandle forskellige plantesygdomme og skadedyr. For eksempel kan snegle reduceres markant i et område – uden at slå dem ihjel.
En interessant mulighed er også at reducere rester af pesticider, plastik eller andre uønskede stoffer i jorden ved hjælp af holohomøopatiske blandinger, som understøtter de bakterier og mikroorganismer, der netop har denne funktion.
Man arbejder ofte med årsager frem for symptomer.
0 kommentarer
Skriv en kommentar
Log ind eller tilmeld dig som bruger for at skrive en kommentar